Guide til godkendelse af betaling med nemID eller SMS kode (2-faktor-betaling)

onpay.io har lavet følgende guide til godkendelse af betaling med nemID eller SMS kode (2-faktor-betaling):

 

Vi ved, at det er bøvlet. Når du vil betale for en vare på en webshop i dag, så er det ikke bare at betale. Du skal igennem alverdens sikkerhedsprocedurer for at få lov til at betale. For at undgå net-svindel skal du nemlig bekræfte dit køb gennem NemID nøgleapp eller en SMS og kodeord.

Dette postyr er sat i værks for at sikre, at det rent faktisk er dig, der vil købe en given vare på nettet, og ikke bare én, der har stjålet dine kreditkortoplysninger.

I det følgende vil vi tage dig igennem, hvordan du får tilmeldt dig de forskellige sikkerhedsløsninger, så du er klar til at handle på nettet.

De her sikkerhedsløsninger kaldes også to-faktor-godkendelser. En to-faktor-godkendelse betyder, at der skal to godkendelser fra to forskellige kilder til for at godkende fx en betaling. Én i form af dine kreditkortdata og en anden fx NemID nøgleapp, eller hvis du har registreret dit telefonnummer, hvor du så kan modtage en sikkerhedskode.

 

Du kan godkende din betaling på 2 måder

NemID
SMS + kodeord

Når du undervejs i en online betaling har indtastet dine kreditkortoplysninger, så vil du automatisk blive sendt over på en side, hvor du bliver bedt om at godkende med NemID. Mere specifikt er det NemID nøgleapp, du skal bruge til godkendelsen.

Hvis du ikke har NemID nøgleapp, så kan også godkende med sms-kode og kodeord. Læs, hvordan det foregår længere nede.

Godkend med NemID

Hvis du ikke allerede har NemID nøgleapp, så kan du læse denne guide, der viser dig, hvordan du kommer i gang med at bruge den.

Når den er sat op, så fungerer den på følgende måde:

1) Betal med kort
Betal som du plejer i webshoppen

2) Godkend betaling med NemID
Indtast dit bruger-id og adgangskode til NemID

3) Send anmodning om godkendelse til nøgleapp
Send anmodning til din telefon/tablet

4) Godkend betalingen i nøgleapp
Ved at swipe til højre godkender du betalingen

5) Betaling gennemført
Efter godkendelsen i nøgleapp gennemføres din betaling


Godkend med SMS + kodeord

Hvis du ikke har NemID nøgleapp, så skal du godkende betalingen med SMS + kodeord. Det kræver, at du registrerer dit telefonnummer og opretter en kode til dit betalingskort.
Registrer dit telefonnummer og en kode til dit kort her >>

Når det er klaret, så fungerer det på følgende måde:

1) Betal med kort
Betal som du plejer i webshoppen

2) Vælg SMS + kode som godkendelse
Klik på “SMS + kode” nederst i højre hjørne

3) Godkend betaling med SMS + kodeord
Indtast din kode modtaget på sms og dit personlige kodeord.
Hvis du vil ændre telefonnummer og kodeord, så gør du det her

4) Betaling gennemført
Efter godkendelsen via SMS + kodeord gennemføres din betaling